Vedtægter for Spor 1 Live Steam Team.dk
Forkortet: S1LST.dk
§ 1 Foreningens navn, hjemsted og formål:
1.1 S1LST.dk – Spor 1 Live Steam.dk
1.2 Hjemsted og postadresse: Formandens adresse, Mailadresse: ifølge hjemmesiden www.spor1livesteamteam.dk
1.3 Foreningens formål:
- At have et uformelt netværk for live steam-interesserede modeltogsentusiaster i spor 1.
- At fremme kendskabet til live steam-kørsel i denne skala.
- At bygge og vedligeholde en bane til brug for udstillinger.
- At arrangere fælles deltagelse i eksisterende messer og udstillinger.
- At fremme det sociale samvær omkring live steam-kørsel.
§2 Medlemskab
2.1 Som medlem kan optages enhver, der opfylder klubbens formål. Minimum alder 15 år, begrundet i den konstante omgang med ild samt kogende vand og damp under tryk.
2.2 Bestyrelsen skal med øjeblikkelig virkning kunne ekskludere medlemmer, som:
– ikke betaler deres kontingent,
– med deres handling eller adfærd skønnes at ville skade eller arbejde imod foreningens interesser.
Medlemmet vil kunne kræve beslutningen prøvet ved næstfølgende ordinære generalforsamling.
2.3 Lokalestørrelse eller udstillingsanlæggets størrelse kan betinge en venteliste.
2.4 Udmeldelse eller overgang til passivt medlemskab meddeles skriftligt til bestyrelsen. Medlemmet har ikke ret til økonomisk kompensation for sit indskud i klubbens materiel eller kontingent ved udmeldelse eller eksklusion.
§ 3 Kontingent
3.1 Medlemskontingentet fastsættes af den årlige generalforsamling.
3.2 Interesserede i live steam-kørsel kan optages som passive medlemmer. Kontingentet fastsættes af den årlige generalforsamling.
3.3 Kontingentet opkræves ved kassererens foranstaltning og skal være indbetalt inden den 31. januar i indeværende regnskabsår. (Princip: forudbetaling af kontingent). Der betales for et helt års medlemsskab uanset tilmeldingstidspunkt på året.
§ 4 Fortrolighed
4.1 Alle informationer om medlemmer deles ikke med andre, og medlemmer må ligeledes ikke dele eller videresælge adresselister, telefonlister m.v., herunder e-mail lister.
4.2 Bestyrelsen har ret til at videresende produktinformationer og reklamer m.v. fra for eksempel forhandlere og producenter til alle medlemmer – evt. mod betaling til klubben. Det er alene bestyrelsens beslutning hvilken information der kan og bliver videresendt.
§ 5 Regnskab og revision
5.1 Regnskabsåret følger kalenderåret.
5.2 På generalforsamlingen vælges en revisor samt en revisorsuppleant.
Revisoren påser, at regnskabet føres i overensstemmelse med sædvanlige principper herfor og i overensstemmelse med lovgivningens krav.
§ 6 Generalforsamling
6.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af april på et af bestyrelsen udvalgt sted.
6.2 Indkaldelse til generalforsamling sker pr. mail til medlemmerne senest 14 dage før denne.
Det er medlemmets ansvar, at foreningen er i besiddelse af den til enhver tid gældende mailadresse.
6.3 Generalforsamlingen afholdes efter følgende dagsorden:
- Valg af dirigent, referent og stemmetællere
- Formandens beretning
- Godkendelse af regnskab og budget
- Fastsættelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse og suppleant
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
6.4 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Ethvert aktivt medlem, der rettidigt har betalt sit kontingent, er stemmeberettiget.
6.5 Afstemningerne afgøres ved simpelt stemmeflertal ved håndsoprækning, medmindre blot 1 medlem kræver skriftlig afstemning. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
6.6 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, fremsendes skriftligt og i motiveret form til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.
6.7 Referatet fra generalforsamlingen indsættes i foreningens protokol.
§ 7 Bestyrelse
7.1 Den daglige ledelse af foreningen imellem generalforsamlingerne varetages af bestyrelsen, som består af 5 medlemmer:
- Formand
- Næstformand
- Kasserer
- Sekretær
- Bestyrelsesmedlem
Beslutninger i bestyrelsen kan afgøres ved afstemning, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
7.2 Bestyrelsen fastsætter selv forretningsgangen og holder møder efter behov på formandens foranledning og fordeler selv arbejdsopgaverne imellem sig.
7.3 Hvis en bestyrelsespost pga. manglende antal medlemmer ikke kan besættes, kan denne stilles vakant indtil besættelse ved en ordinær generalforsamling igen er mulig.
7.4 Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
På ulige årstal vælges 3 bestyrelsesmedlemmer og på lige årstal 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv på det første bestyrelsesmøde, som skal afholdes senest 14 dage efter ordinær generalforsamling. Genvalg til bestyrelsen kan finde sted.
7.5 Der kan ikke rejses krav mod bestyrelsen eller klubbens medlemmer vedrørende økonomiske forhold.
Medlemmernes virke for foreningen er frivilligt og ulønnet, og intet medlem kan modtage diæter eller honorar fra foreningens midler, bortset fra direkte afholdte udgifter i foreningens tjeneste, som forinden er godkendt af bestyrelsen eller generalforsamlingen
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
8.1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 50 % af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom med en motiveret dagsorden. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal udsendes senest 14 dage efter begæringens modtagelse.
§ 9 Opløsning af foreningen
9.1 Ved ophør af foreningen skal mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemme herfor på en lovligt varslet ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Heraf skal mindst 50 % af foreningens medlemmer være fremmødt. Er sidstnævnte ikke tilfældet, skal der med sædvanligt varsel indkaldes til en ny generalforsamling, hvor et almindeligt flertal blandt de fremmødte er afgørende for foreningens evt. ophør.
9.2 Ved foreningens ophør skal foreningens materiel sælges, og det fremkomne provenu deles sammen med en eventuel kassebeholdning og andre aktiver ligeligt mellem alle foreningens medlemmer med mindst 2 års aktivt medlemskab.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 10. august 2014 med ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 24. april 2015.